Endnu en sikker Formel Renault-sejr til Tom PedersenFortsat åbenhed mellem Jakob Ludvigsen og Jimmy Jacobsson om bronzenSelv om Tom Pedersen, Grindsted, allerede for fire uger siden sikrede sig den samlede sejr i Scandinavian Formel Renault Cup, lod det unge sønderjyske talent ingen være i tvivl om, at han er klassens bedste kører i år. Fra pole position skød køreren fra Team FormulaSport frem i front, og i løbet af ganske få omgange havde han fået opbygget et forspring på adskillige sekunder til Jimmy Jacobsson, Sverige. Det var imidlertid ikke kun Tom Pedersen, svenskeren intet kunne stille op imod. Da en tredjedel af løbet var kørt, kom han nemlig under pres fra Jesper Wulff Laursen, Århus, der sikkert og effektivt tog andenpladsen fra ham under en bremseduel for enden af langsiden.
Umiddelbart herefter blev Jimmy Jacobsson indhentet af Jakob T. Ludvigsen, Beder, og den duel, der herefter fortsatte helt frem til det ternede flag, var nærmest identisk med de to køreres kamp om bronzemedaljen i klassen. Trods det hårde pres fra Ludvigsen lykkedes det Jimmy Jacobsson at holde sit tag om tredjepladsen, og dermed er svenskeren nu blot to points efter Ludvigsen, inden deres medaljeduel definitivt skal afgøres i morgen. Flest overhalinger stod Tommy Jespersen, Hinnerup, for. Veteranen fra Team Aarhus Racing var startet bagest efter problemer under tidtagningen, men det lykkedes ham at køre sig op på en femteplads ved mål. Formel Renault - 1. afdeling
Morten Alstrup |