Formel Renault 2000 - Optakt JuniløbetFire løb og fire sejre til Philip Andersen - og nu spørger man sig selv: hvem skal stoppe den hurtige århusianer i sin march mod mesterskabet? To kørere kan måske blive Andersens største rivaler til sejrene i det kommende løb på Jyllands-Ringen. Ingen kører er uovervindelig - og på et eller andet tidspunkt må Philip Andersen også erfare det, selvom det må siges at han har leveret fornem kørsel i de fire afdelinger som der er blevet kørt i år. Derfor går han da også ind til Juniløbet som storfavorit til at tage yderligere to sejre. Men hvor han i det første løb på Jyllands-Ringen vandt legende let, så er der sket en hel del siden da. Philip Andersens holdkammerat Tom Keller var rigtig godt med på Ring Djursland - men satsede alt for meget i forsøget på at komme til at slå Andersen, og derfor kunne århusianeren trække sig sejrrigt ud af duellerne på Ring Djursland. Keller havde dog et rædselsfuldt løb ved sæsonpremieren på Jyllands-Ringen hvor der ikke kom nogle point på kontoen og yderligere med et DNF på Ring Djursland har han tabt mange skridt i mesterskabet.
Den anden kandidat til en mulig sejr, er Robert Björkman fra Team Witch Craft. Det må siges at teamet ikke har været helt med fremme der hvor de havde håbet at ligge, men der tegner sig et billede af at teamets svenske kører Robert Björkman er ved at få rigtig godt fat i sin racer. De mangler dog stadig en del op til de to Team Den Blå Avis-racere, men tegningen til at være med fremme - den er der. Ved åbningsløbet satte Björkman nemlig banerekord og det lover godt for succes for den sympatiske svensker, der ligger nummer to i mesterskabet med 56 point - 29 færre end den førende Philip Andersen. Det der især har haft været en hindring for Robert Björkman har været kvalifikationerne og ikke mindst starterne. På Jyllands-Ringen var hans starter ikke gode nok, og derfor tabte han flere placeringer - også til de medkørende Formel Ford 2000´ere som jo ikke skal give plads for nogen! Med en god start og et par gode tider i kvalifikationen kan Björkman blive en vinderkandidat.
Derudover kan det jo så også nævnes at Philip Andersen havde en større afkørsel netop på Jyllands-Ringen under en test, hvor bagenden slap og han endte i muren mens de testede på den regnvåde bane. Raceren bliver dog klar til løbet, så det skulle ikke blive noget problem. Slutteligt kan det så også nævnes at Team Witch Craft kun stiller til start med to racere. Tyskeren Wolfgang Greiter er ikke længere hos teamet - og tyskeren nåede ikke at køre en eneste omgang i mesterskabet, men kun to tidtagninger. Raceren er blevet solgt til Team Århus Racing. Derudover bliver det også meget interessant at se hvordan forholdet bliver mellem Formel Renault´erne og Formel Ford´erne. På Ring Djursland havde Renault´erne en klar fordel - især fordi banen har mange lige stræk. Nu vender feltet tilbage til den mere snørklede Jyllands-Ringen - så der kan Formel Ford´erne måske være med igen!
Lørdag Læs mere under menuen Formel Renault Benji ![]() |