|
Formel Renault-teamchef skaber DTC-stjernerFem af årets DTC-kørere har været igennem Henrik Jacobsens kyndige hænder Enhver racerkørers karriere starter et sted, men der er nogle steder, hvor det er bedre at starte end andre. Ligesom Minardi-teamet har ry for at være teamet, hvor mange unge talenter kører deres første løb i Formel 1, så har Henrik Jacobsens danske Team FormulaSport på tilsvarende vis skabt sig en status som et team, der har været med til at skabe og videreudvikle succesfulde racerkørere.
Teamet kører i år i Scandinavian Formel Renault Cuppen med duoen Kasper Andersen, Silkeborg, og Tom Pedersen, Christiansfeld, og teamets succes understreges ikke kun af, at sønderjyden allerede inden DM-Finalen er mester i klassen.
 (Foto: Birger Vilén)
Faktisk er der også hele fem af kørerne i dette års Danish Touringcar Championship, som har kørt for det Århus-baserede Team FormulaSport, og her er de to mest prominente navne årets mesterskabsrivaler, Jan Magnussen, England, og Casper Elgaard, Århus. Men også trioen Philip Andersen, Risskov, Michael Schröter, Grindsted, og Jakob Sund, Skagen, har kørt for teamet, og specielt sidstnævnte er ikke i tvivl om, at det var nogle givtige læreår.
"Det har haft en kæmpe stor betydning for mig, for jeg var lige startet i formelbiler, og det var utroligt gavnligt at arbejde sammen med én, der selv havde siddet i bilen. Henrik er teknisk dygtigt til at sætte bilen op, men det var også vigtigt, at køreren fik det rigtige input og blev sat mentalt op til at køre på banen," siger Toyota-esset og fortsætter:
"Han er utrolig god som indpisker, og han står i hvert fald på listen over dem, der har haft den største betydning for min karriere. Han var ikke bange for at give én en ordentlig skideballe, hvis man havde gjort noget galt. Det drejede sig om det sportslige og ikke om, at han skulle være høflig overfor mig, fordi jeg var kunde hos ham."
Det er nogle af de samme oplevelser, Michael Schröter har fra sine to år sammen med Henrik Jacobsen.
"Vi snakkede meget om, hvordan man havde svært ved at forstå, hvorfor man ikke var med helt fremme, og så kunne man senere se, at han måske nok havde ret i det, han sagde," erindrer Volkswagen-køreren. "Det er nok et stort problem for racerkørere, at de ikke kan se, at det somme tider er deres egen fejl. Du hører altid en undskyldning fra en racerkører, men det er aldrig hans egen fejl, men da Henrik selv har kørt, kan han godt se sådanne ting, og han er en meget ærlig og meget reel mand."
Michael Schröter husket specielt en episode fra det uofficielle VM for Formel Ford, hvor Henrik Jacobsen specifikt bad ham om at køre en tiendedel hurtigere i et sving, hvorefter Michael Schröter smadrede bilen i lige netop det sving.
"De fleste andre teamchefer var nok blevet sure, men da jeg mødte Henrik bagefter, var det første, han sagde Du fandt jo den tiendedel, og bilen skal vi nok få lavet. Det viser, hvad han vil. Det betyder ikke noget, at man rykker et hjørne af bilen, så længe man forbedrer sig, og det er måske grunden til, at hans kørere er kommet så vidt."
Kollegaen Jakob Sund mener også, at startstedet for en kørerkarriere er vigtig.
"Min tid med Henrik gav mig en masse teknisk indsigt med hensyn til at sætte bilen op, og hvis man står og overvejer en formelbilskarriere, er det vigtigste at komme ind et sted, hvor man arbejder sammen med folk, som kan sætte sig ind i de situationer, man kommer ud for."
33 % og 40 % Det er såmænd forskellen mellem Minardi og Team FormulaSport
De har på DTC-net.dk beskæftiget os indgående med Team FormulaSport og teamets betydning for kørerne i Danish Touringcar Championship.
 (Foto: Birger Vilén)
Men der er faktisk også nogle interessante fakta om om Team FormulaSport, DTC og Formel 1:
- Jan Magnussen var den første af de senere DTC-kørere, som kørte for Team FormulaSport, da han i 1991 havde sin formelvognsdebut i FF1600 ved Grand Prix Danmark.
- Året efter var det Jakob Sund, der kørte for teamet, og efter to sæsoner i Skandinavien, blev han i 1994 toer i det tyske Formel Ford 1800-mesterskab.
- Sund blev afløst af Michael Schröter, som i 1995 og 1996 kørte Formel Ford 1800 i både Danmark og Tyskland.
- Casper Elgaard kørte en enkelt sæson for Team FormulaSport i 1998, hvor han deltog i både de tyske og danske FF1800-mesterskaber.
- Philip Andersen kørte i 1999 udvalgte løb for Team FormulaSport.
- Team FormulaSport har i år deltaget med to kørere i Formel Renault, hvor Tom Pedersen har sikret sig den skandinaviske cup og dermed en start i en DTC-racer ved langdistanceløbet på Padborg Park i oktober.
- 40 % af kørerne i weekendens italienske Grand Prix har tidligere kørt for Minardi - af danskere med Formel 1-erfaring har 33 % kørt for Team FormulaSport.
|