Historisk dag for Team Aarhus Castrol Racing

med 4 pokaler og vigtige mesterskabspoint
Søndag den 10. august 2003 blev en historisk dag for Team Aarhus Castrol Racing på Ring Djursland. Foran ca. 5.000 tilskuere og under direkte udsendelse i TV 2 Zulu trådte Jesper Wulff Laursen og Tommy Jespersen op på præmiepodiet for at blive hyldet som henholdsvis vinder og nr. 3 i søndagens andet heat i Formel Renault 2000.

Begge kørerne havde også været på podiet i første heat - dog som nr. 2 og 3. Det er aldrig tidligere sket, at begge teamets kørere har været på sejrspodiet på samme tid.

Første heat blev kørt søndag morgen kl. 0910 og temperaturen var allerede på det tidspunkt godt på vej til de 25 grader og solen bagte fra en skyfri himmel. 20 årige Jesper Wulff Laursen mente det var noget tidligt og udtalte: "det er næsten, som i "gamle" dage, hvor vi altid skulle køre de tidlige løb i go-kart". Jesper havde startposition 3, mens Tommy Jespersen startede, som nr. 2 efter Tom Pedersen. Der var lagt op til et TAR-angreb på Tom Pedersens hidtidige eneråden på første-pladserne og det skulle være i dag, at TAR kom øverst på podiet.

Efter starten og i første sving viste det sig, at Jesper havde tænkt sig at holde ord. Han fik en kanonstart og fik kilet sig ind mellem Tom Pedersen og Tommy Jespersen. Sidstenævnte fortalte efter løbet: "Jeg syntes jeg fik en god start og var ved at lægge an til at lægge mig bag Toms (Pedersen)bagvinge...da pladsen pludselig blev optaget af min teamkammerat Jesper". Tommmy Jespersen ville dog ikke lade sig verfe af, og han pressede virkelig på for at at komme forbi de to forankørende de næste par omgange. Jesper Wulff Laursen var dagens hurtigste mand, idet han satte dagens bedste omgangstid på 49,363 sek. Til sammenligning kører DTC biler omgangstider på ca. 54 sekunder.

I heatets sidste 4 omgange var Tommy Jespersen igen ved at tabe motorkåben, hvilket betød, at han blev presset bagfra at Christoffer Neumann. Heldigvis holdt både Jesper og Tommy deres placeringer og sluttede som nr. 2 og 3. Der var lagt op til et spændende andet heat, som skulle køres ved middagstid.

Der blev i timerne op til andet heat tænkt mange tanker og luftet ideer til, hvorledes teamets racere skulle sættes op og taktiske tanker om, hvorledes starten skulle forløbe. Jesper skulle starte i pole, mens Tommy Jespersen startede som nr. 3. Det var igen Tom Pedersen, som havde kilet sig ind mellem de to TAR kørere. Da starten gik havde temperaturen efterhånden nået de 30 grader, og både kørere og materiel skulle stå sin prøve. Startpositionerne holdt sig rundt i første sving, hvorefter løbet blev afbrudt. Jacob Ludvigsen havde i første sving ramt den svenske kører Christoffer Häggstam. Det betød, at løbet blev standset og der blev dømt omstart. Omstarten var dog heldigvis en gentagelse af første start og Jesper Wulff Laursen havde ikke tænkt sig, at nogen skulle lave om på det i dag. Han satte igen hurtigste omgangstid med 49,684 sek, hvilket giver en gennemsnitshastighed over 18 omgange på ca. 128 km/t.

Jesper øgede lidt efter lidt afstanden til Tom Pedersen, men da der manglede ca. 5 omgange fik Jesper lidt problemer i forbindelse med overhaling af de førende Formel 2000 biler. Sidstnævnte klasse kørte på Ring Djursland på samme tid og det betød, at de hurtigere Formel Renault overhalede dem med en omgang. Desværre havde den førende Formel 2000 kører Leif Jørgensen åbenbart ikke set Jesper komme. Det betød, at der gik næsten en hel omgang, før han kunne komme forbi. Den forsinkelse udnyttede Tom Pedersen, som nåede helt op til Jespers bagvinge. Men Jesper var helt upåvirket og kørte i mål som vinder. Tommy Jespersen kørte igen ind, som nr. 3 og den succesfulde dag for TAR var fuldkommen.

Der er virkelig lagt op til et spændende Grand Prix på Jyllands Ringen den 31. august 2003.


Team Aarhus Racing
www.tar.dk