MidtvejsstillingenIndtil videre har Formel Renault 2000-klassen ført en temmelig omtumlet tilværelse i 2003. Hvilke løb tæller, hvor og hvornår? Hvem må køre og hvem må ikke? Hvad hedder mesterskabet?
Alt dette vil denne halvvejsrapport ikke handle om, men i stedet om hvad der er foregået på asfalten i Danmarks mest internationale formelklasse.
Tom Pedersen fra Team FormulaSport kører en af feltets renere (læs usponsorerede) biler. Om det giver en lille vægtfordel skal være usagt, men fire sejre, en anden- og en tredjeplads, i de seks løb han har startet, taler om en vis dominans.
Ved Jyllands-Ringens åbningsløb var han ganske enkelt i særklasse og dominerede i en grad der kunne få en til at tænke på Philip Andersen anno 2001-2002.
Et uheld i tidtagningen, ved andet løb på Falkenberg i maj, umuliggjorde al videre deltagelse den weekend. Mange point blev sat til ved den lejlighed, men blev så rigeligt genvundet, da serien vendte tilbage til dansk grund ved Jyllands-Ringens juniløb. Ganske vist forærede han sejren til Frank Kechele i ved starten af første heat, men tingene blev sat på plads i andet heat og han kunne igen indtage førstepladsen i mesterskabet.
 Tom Pedersen fører på nuværende tidspunkt Formel Renault 2000 mesterskabet. (Foto: Motorsporten.dk)
Ved næste løb på Padborg Park var der lejlighed til at se en ny side af Tom Pedersen. Efter en generel kaotisk tidtagning, der efterlod et indtryk af at man lige så godt kunne have trukket lod om startplaceringerne, måtte Team FormulaSport-køreren starte midt i feltet i begge løb.
I første heat bragte en god start og konkurrenternes uheld ham frem på tredjepladsen. Mønstret gentog sig i andet heat og endnu en tredjeplads så ud til at blive resultatet, da de to forankørende kolliderede - sejr nummer fire, og en mesterskabsføring på 20 point, var en realitet.
Tom Pedersens Team FormulaSport-teamkammerat Kasper Andersen har også haft en stabil, om end ikke ligeså prangende sæson.
Her hører det dog med at Kasper kører sin første sæson i formelbiler, mens Tom Pedersen er på sin tredje i Formel Renault 2000. Indtil videre resulterer det i en øjeblikkelig syvendeplads i mesterskabet, blot 3 point efter formelveteranen Tommy Jespersen.
Højdepunkterne i hans sæson er hurtigste omgangstider i løbene på Falkenberg og en mulig tredjeplads i 2. heat ved Jyllands-Ringens juniløb .hvilket også forklarer hvorfor dette er hans mest skuffende løb. Efter en Safety Car-periode blev feltet givet frit med blot 3 omgange tilbage. Desværre var Kasper Andersen ikke klar til re-starten og mistede fire pladser. Men hvis dette er første sæson, hvordan kan det så ikke se ud i fremtiden?
Næste afdeling af Scandinavian mesterskabet køres på svenske Ring Knutstorp. Skal det blive chancen for DM-toer, Team Color Racings, Jimmy Jacobsson til at komme øverst på skammelen (han var der én gang sidste sæson)?
To andenpladser og tre tredjepladser, samt point i alle løb bringer ham op på den øjeblikkelige andenplads efter en solid sæson.
 Jimmy Jacobsson foran Niels Dyhr, de to udgør kørertruppen i Team Color Racing. (Foto: Motorsporten.dk)
Teamets anden kører Niels Dyhr hører til i feltets absolut overskuelige tynde ende. Så længe han kører her, er det bedste man kan sige om ham at han ikke tager point fra de øvrige. 7 point og 13. pladsen er det øjeblikkelige resultat.
Treer i mesterskabet er Team Castrol Århus Racings Jesper Wulff Laursen. Sæsonen igennem har han hørt til lige omkring podiepladserne og er en af Tom Pedersens største trusler.
Han har stadig sæsonens første sejr til gode (han vandt én sidste år), men var godt på vej, da han førte det seneste løb på Padborg Park. En kollision resulterede imidlertid i en andenplads. For øjeblikket er han kun ti point fra DM-toer Jimmy Jacobsson og 30 fra Tom Pedersen så alt kan ske endnu.
Teamkammeraten Tommy Jespersen har haft en anderledes blandet sæson. Sidste års DM-treer har haft svært ved at følge med i den helt skarpe ende af feltet, men har dog en flot tredjeplads fra åbningsløbet som bedste resultat. Hans klart værste ditto, er så afgjort en massiv afkørsel ved næste løb på Falkenberg i maj. Resultatet blev en totalskadet racer, som siden er blevet erstattet af en ex-Racing Denmark bil. Tommy ligger i hård kamp med Kasper Andersen om sjettepladsen i DM med 48 point.
Det forsvarende mesterteam Racing Denmark er årets enigma. En lidt tam sæsonstart, hvor Tommy Schröters andenplads i 2. heat var eneste højdepunkt, blev ugen efter til to 1-2 placeringer på Falkenberg! Her vandt Jacob Ludvigsen foran Tommy Schröter, men siden da har teamet ikke lignet en trussel for de forreste. Siden da har Schröter forladt teamet og var ved seneste løb erstattet af, DM-toer i 2001, Tom Keller fra Luxemburg uden det hjalp.
 Tom Keller havde ikke det fornødne heldt til en placering i hand 'comeback' i den danske Formel Renault klasse. (Foto: Motorsporten.dk)
I DM-stillingen ligger Jacob Ludvigsen dog blot 3 point fra tredjepladsen, så har teamet fundet formen til anden sæsonhalvdel, kan han absolut blive en farlig herre. Det mangler i hvert fald ikke på forsøgene.
Teamets to andre kørere har hver kørt 4 af de 8 afdelinger. Efter flere pæne resultater de foregående år har Dennis Wounlund opgivet efter de første fire, uden nævneværdige resultater, mens Johnny Laursen kører med for oplevelsens skyld bagerst i feltet.
Blandt de øvrige deltagere i denne sæson er drengene fra Motopark Achademy, Frank Kechele og Peter Sanden, de absolut mest interessante.
Som deltagere i den tyske Formel Renault 2000 Cup, har de bragt et pust fra mere internationale himmelstrøg med sig. Begge, specielt Kechele, regnes som talenter der kan få en stor international fremtid. Efter 6 afdelinger af den tyske serie ligger de henholdsvis syvende og fjortende ud af 38 deltagere.
 Frank Kechele er ikke gammel nok til at køre i Danmark, men tilsyneladende gammel nok til at vinde! (Foto: Motorsporten.dk)
I Danmark har det resulteret i 1 sejr til hver - Kechele vandt på Jyllands-Ringen i juni og Sanden fulgte triumfen op tre uger senere på Padborg Park. Ved sidstnævnte lejlighed var den dispensation Kechele hidtil har kørt på ophævet, hvorefter teamets lyst til at køre i Danmark er kølnet, desværre.
Grand Prix Tours Racing Jan Neumann og svenske Joakim Frid har haft en vanskelig sæson. Startplaceringer i første startrække ved åbningsløbet for begge kørere, samt en fjerdeplads til Neumann på Falkenberg har været teamets højdepunkter, men intet af dette slår igennem i resultaterne.
 Joakin Frid har endnu sit store gennembrud i klassen til gode. (Foto: Motorsporten.dk)
Det har ikke manglet på forsøgene, hvilket også har ført til flere oversatsninger specielt fra Neumanns side. Det seneste tiår har han sat standarden i Formel 1600/1800 og må nu til at lære en ny biltype at kende.
Ved Jyllands-Ringens juniløb fik de to selskab af Bjørn Andreas Tvedt, hvilket gør ham til mesterskabets første norske deltager, når det skal siges pænt.
Dennis Holbæk Petersen og svenske Carl Niklas Pettersson har begge deltaget i hver et løb uden at opnå andet end at blive registreret som deltagere, hvilket i sig selv også er en præstation på dette plan.
Gennem 2003-sæsonen har der været en tendens til at nogle få kørere har været i stand til at smutte fra de øvrige i starten, mens de øvrige, på nær nogle få agterlanterner, har kæmpet med næb og klør om de resterende placeringer i en stor klump. Heldigvis har der været vendt op og ned på hvem der lå i hvilken af de to forreste grupper, men alt i alt har det resulteret i en række spændende løb.
Midtvejsstillingen i Formel Renault 2000:
 |
Pos. | # | Kører | Team | Point |
 |
1. | 7 | Tom Pedersen | Team FormulaSport | 113 |
2. | 10 | Jimmy Jacobsson (S) | Team Color Racing | 93 |
3. | 9 | Jesper Wulff Laursen | Team Castrol Århus Racing | 83 |
 |
4. | 2 | Jacob T. Ludvigsen | Racing Denmark | 80 |
5. | 4 | Tommy Schröter | Racing Denmark | 63 |
6. | 15 | Tommy Jespersen | Team Castrol Århus Racing | 48 |
 |
7. | 8 | Kasper Andersen | Team FormulaSport | 45 |
8. | 17 | Frank Kechele (D) | Motopark Achademy | 42 |
9. | 16 | Helmut Sanden (D) | Motopark Achademy | 33 |
 |
10. | 6 | Jan Neumann | Grand Prix Tours Racing | 21 |
11. | 5 | Joakim Frid | Grand Prix Tours Racing | 15 |
12. | 3 | Dennis Wounlund | Racing Denmark | 10 |
 |
13. | 11 | Niels Dyhr | Team Color Racing | 7 |
14. | 4 | Tom Keller (L) | Racing Denmark | 4 |
15. | 26 | Johnny Laursen | Racing Denmark | 4 |
 |
16. | 18 | Dennis Holbæk Pedersen | HP Racing | 2 |
17. | 35 | Bjørn Andreas Tvedt (N) | Grand Prix Tours Racing | 1 |
18. | 14 | Carl Niklas Pettersson | | 0 |
 |
 Formel Renault 2000 klassen har flere gange i år vist store felter og masser af spændende race. (Foto: Motorsporten.dk)
At klassen på gode dage mønstrer hvad Formel 1800 og -2000 kan på én gang, samt tiltrækker de unge talenter tyder på at 2003 for alvor er sæsonen hvor Formel Renault 2000 skal cementere sig som et nyt udstillingsvindue for hvor dansk racing befinder sig.
Da jeg ikke regner DTC med som et talentforum, skal vi omkring to årtier tilbage for at kunne se et tilsvarende udbud af talent i kamp med hinanden på en gang. At Henrik Larsens to andenpladser i den europæiske Opel Lotus serie er det bedste at fremvise fra denne periode fortæller mere om sponsorkroner end om talent.
Der er sket lidt siden . . . . Jesper O. Hansen |