Hurtigste mand er på hjemmebane

Christiansfeld-køreren Tom Pedersen har været hurtigst i Formel Renault i år
Feltet i Formel Renault er virkeligt internationalt i år. Til dato har løbsserien haft deltagelse af kørere fra Tyskland, Sverige og Norge foruden den gruppe danske kørere, som udgør grundstammen i udklækningsklassen for internationale racertalenter.

I de to foregående år har Formel Renault været synonym med Philip Andersen, Risskov, der efter totalt at have domineret klassen tog springet videre til Danish Touringcar Championship, hvor han kører Honda Civic Type-R for K-motorsport. 2003 tegner derfor til at blive den mest åbne sæson i klassens historie, hvor tre kørere til dato har stået øverst på podiet, nemlig Frank Kechle, Tyskland, Jacob T. Ludvigsen, Beder, og Tom Pedersen, Christiansfeld.

Sidstnævnte kører er den hidtil mest succesrige i klassen med tre løbssejre, hvilket har givet ham en mindre føring i den samlede stilling i serien, men da alle tre sejre er kørt i hus på Jyllands-Ringen, skal det blive spændende at se, hvordan det kommer til at gå sønderjyden på Padborg Park. Med sin placering få kilometer nord for den dansk-tyske grænse bliver den nye racerbane Danmarks sydligste, og den bliver samtidig også ny hjemmebane for Tom Pedersen.

Weekendens felt i Formel Renault byder også på gensyn med en gammel kending i klassen. Det er luxembourgeren Tom Keller, der efter et år på de internationale baner er tilbage i den danske løbsserie, hvor han overtaget den plads hos Racing Denmark, der er blevet ledig, efter at Tommy Schröter, Vojens, har valgt at stoppe.

Stillingen i Formel Renault-serien inden Padborg Open:
Plac.KørerTeamPoint
1Tom PedersenTeam FormulaSport81
2Jesper Wulf LaursenTeam Århus Racing67
3Tommt SchröterRacing Denmark63
-Jimmy JacobsenTeam Color Racing63
5Jacob T. LudvigsenRacing Denmark62
6Frank KechleMotopark Academy42
7Tommy JespersenTeam Århus Racing36
8Kasper AndersenTeam FormulaSport27
9Jan NeumannGrand Prix Tours17
10Helmut SanderMotopark Academy13
11Dennis WounlundRacing Denmark10
12Niels DyhrTeam Color Racing6
-Joakim FridGrand Prix Tours6
14Dennis HolbækHP Racing2
15Bjørn Tvedt1

Morten Alstrup