Tommy Jespersen er atter klar i Formel RenaultFor fire uger siden var Formel Renault-klassen i aktion på den lynhurtige svenske racerbane Falkenberg. Løbet resulterede ikke blot i to dobbeltsejre for Jakob T. Ludvigsen, Beder, men også i et mega-crash for Tommy Jespersen, Hinnerup, hvis racervogn bogstaveligt talt blev rykket over på midten."Da jeg kravlede ud af bilen og så den, fik jeg store øjne," tilstår den østjyske racerkører. "Jeg havde i starten hovedpine og lidt ondt i nakken, men efter nogle dage begyndte det for alvor at gøre ondt i nakken, og jeg søgte læge. Det var nok en forstrækning af nogle nakkemuskler, og jeg kan stadigvæk godt mærke det, når jeg laver nogle hurtige drej, men ellers er det i bedring, og jeg har ikke haft behov for at søge læge igen." Tommy Jespersens bil er dog ikke i bedring. Team Castrol Århus Racing vil genopbygge den, men da det bliver et langvarigt projekt, har man i stedet overtaget en bil fra Racing Denmark. Teamchef Allan Brøchner har sammen med teamets sponsorer været meget opsat på at få to biler på banen i weekendens løb på Jyllands-Ringen, og det er så lykkedes. "Det bliver spændende, når jeg ikke har været ude at køre en meter. Jeg er selvfølgelig spændt på, om jeg er mærket efter uheldet. Det føler jeg ikke, jeg er rent mentalt, men hvis der mangler et sekund, må jeg nok sige, at det er det, og så lægger jeg måske hjelmen på hylden," tilstår Tommy Jespersen, som har et par DM-titler i Formel Ford 1800 og 2000 bag sig. Selv om han ikke får testet inden weekenden, håber han dog, at erfaringen kan hjælpe ham.
"Vi stoler så meget på, at bilerne er bygget ens, og som gammel rotte i faget må jeg bare komme med nogle hurtige tilbagemeldinger. Jeg krydser fingre for, at de biler er bygget så ens, at vi kan tage det standard set-up, som vi havde fundet frem til, og at vi kan overføre det til den nye bil."
I de hidtil kørte løb har det været de unge kørere, som har domineret Formel Renault-klassen, og det er bl.a. kommet bag på Tommy Jespersen: Ligesom Åbningsløbet på Jyllands-Ringen i slutningen af april, vil der i Formel Renault også være deltagelse af en række tyske kørere. Men herudover tæller feltet også en hjemlig debutant, nemlig Johnny Laursen, København, der efter en sejr i sidste års Scandinavian Ferrari Challenge nu vil prøve kræfter med formelvogne. Morten Alstrup |