The final countdown

Med høj sol på himlen blev forårets sidste testdag afviklet på Jyllands-Ringen tirsdag den 22. april.
Testdagen var sidste chance for at afprøve ideer og teorier inden det i weekenden (26. - 27. april) går løs med første og anden DM afdeling.

Team Århus Castrol Racing var på plads med både Tommy Jespersen og Jesper Wulff Laursen.
Tommy mødte op med setup fra Most-banen i Tjekkiet, mens Jesper havde valgt det set-up han var vant til på Jyllands-Ringen.

Flere dage i påsken havde teamchef Allan Brøchner brugt på racerværkstedet, for at få bugt med de gearkasseproblemer Jesper havde fået med hjem fra test på den tjekkiske Brno bane. Men efter kun fem omgange på Jyllands-Ringen måtte Jesper skuffet køre i pit.
Gearkassen på Jespers racer ville ikke geare ned gennem gearene, så en slukøret Jesper måtte pakke kørestøvler og hjelm væk inden det hele for alvor kom igang.
Teamchef Allan Brøchner gik nu igang med at skille gearkassen ad og skifte flere dele ud - men lige lidt hjalp det.

Mens Allan var i "gearkasseafdelingen" kom teamspiriten op i både Jesper og hans far Harry. De hjalp herefter Tommy med de løbende justeringer der er i løbet af sådan en testdag. Og da Tommy's mekaniker, Alex kom direkte fra arbejde, blev de sidste tiendedele vredet ud af omgangstidene.
Tommy kunne med tilfredshed se tilbage på en testdag med andenbedste tid - kun et par 1/10 sekund fra hurtigste kørte tid på testdagen.

Som en tak for den teamspirit Jesper og Harry havde vist, tilbød Tommy at Jesper kunne køre den sidste testsession i Tommy's racer. Så fik Jesper trods alt kørt lidt flere omgange på Jyllandsringen inden det går løs i weekenden.

I "gearkasseafdelingen" erkendte Allan at der venter et par lange dage med undersøgelse og reperation af differentiale og gearkassen.
"Hvis jeg ikke får det her til at virke senest onsdag aften, så kører jeg torsdag til Frankrig efter en ny gearkasse til Jesper" sagde Allan, og det var ikke ment som værkstedshumor - det blev sagt med alvor i stemmen.

Team Århus Castrol Racing
Tommy Jespersen