Sæsonoptakt - Formel Renault 2000

Tom Pedersen favorit i nystartet serie

I vinters blev det godkendt at Danmark får en ny international Formel-klasse: den meget roste Formel Renault 2000-klasse, og der ses med meget stor spænding frem til den nye klasse der dels vil give kørerne en god ballast i Formel-klasserne, men som også vil sætte den i stand til at begå sig internationalt.

Formel Renault-serien gjorde sin entre sidste år i flere større motorsportsnationer - England, Frankrig og Italien - udover at der også blev kørt et euromesterskab. At finnen Kimi Räikkönen kunne træde direkte fra netop en Formel Renault-racer til et sæde i Formel 1, har givet klassen en helt anden dimension. Flere lande kommer med i 2001, og deriblandt Danmark.

Det har betydet at flere af de deltagende teams har byttet Formel Ford 2000-racerne ud med Formel Reanult´erne. De bliver derfor nødt til at starte forfra i en ny klasse som har været dem totalt ukendt. Derfor vil den første sæson være op ad bakke for flere kørere og teams. Sæsonen 2001 vil derfor i det store og hele kunne betegnes som et læreår - både for kørerne men også for de deltagende teams.

Michael Outzen deltog i 2000-sæsonen i det engelske Formel Renault-mesterskab, og han kan varmt anbefale serien. "Det er en meget fin racer, den er meget lig en Formel 3. Den er opbygget med en monocoque, så den er meget stiv og hård. Og den har meget effektive vinger. Den reagerer meget hurtigt, kontant og præcist. Og så ser den godt ud og har en god lyd, hvilket gør oplevelsen både bag rattet og som tilskuer endnu større," forklarer Outzen om racerne der præsterer 180 HK.

Perspektiverne i klassen gør det også muligt at der på sigt kan oprettes et skandinavisk mesterskab, idet svenskerne i 2002 også opretter et mesterskab. Ligeledes køres der i år også i Tyskland, og her kan nogle af de danske teams måske være fristet af at forsøge sig udenfor det danske mesterskab. Tilbage til perspektiverne for klassen. Hvem er favorit? Her må formen fra de overståede tests være med til at give en indikation: Tom Pedersen fra Team Witch Craft bør være favoritten til mesterskabet.

Foto: TWC
Team Witch Craft har blandt andet testet på den regnvåde Ring Knudstorp.
(Foto: TWC)

Den 19-årige kører fra Christiansfelt har flere gode resultater i gokart, og skiftet videre til Formel Renault kan sende Tom Pedersen videre mod mere succes i karrieren - og ikke mindst give fundamentet for at begå sig internationalt. Tom Pedersen fik meget hurtigt vænnet sig godt til sin nye racer, og har igennem vinteren været den hurtigste kører, hvorfor det bør være oplagt at pege på Tom som kandidat til at tage mesterskabet. Men der kan også komme udfordrere til titlen. Racing Denmark har indsætter Phillip Andersen og Tom Keller. Sidste år viste Phillip Andersen at han var meget hurtig, men at han til tider var lidt for ustabil. Tom Keller kan heller ikke udelukkes - meget af det vil dog komme til at afhænge af hvordan starten af sæsonen bliver overstået. Racing Denmark har dog været igennem et godt testprogram, hvor de blandt andet har testet sammen med de Formel Renault-racerne i Tyskland. Det kan meget vel blive mellem de tre kørere at slaget om mesterskabet skal slås!

Outsidere til at tage placeringer med fremme blandt de forreste er de to kørere hos Copytec Racing. Dennis Wounlund og Jesper W. Lambertsen har begge døjet med mange problemer. Dennis Woundlund kørte få omgange i sin nye racer - da den endelig nåede frem fra Italien - så gik motoren. Jesper Lambertsen fik dog en bedre start, og er den af de to kørere der har nået mest igennem. Han måtte dog i denne weekend korte sin test ned på grund af en ødelagt katalysator. Woundlund går da efter sejr i åbningsløbet. "Jeg vil naturligvis sigte efter en sejr, men må jeg nøjes med en plads i top 5 til åbningsløbet vil jeg betragte det som en testdag," siger Dennis Woundlund.

Foto: Motorsporten.DK
Copytec kørerne, Jesper W. Lambertsen og Dennis Wounlund, under en test i Randers.
(Foto: Motorsporten.DK)

Formel Renault får derudover også et internationalt snit. Hos Team Witch Craft indsætter man den 38-årige Wolfgang Greiter som blandt andet har en fortid i Formel 3. I allersidste øjeblik kom en tredje kører til i teamet - svenskeren Robert Björkman. Som sæsonen skrider frem skal vi nok også komme til at se mere til svenskeren, som teamet har store forventninger til.

Feltet har dog ikke helt nået det antal som man gerne ville nå, men det kommer! Klassen vil helt sikkert i fremtiden blive bedre besøgt og der er flere teams der allerede nu overvejer at træde ind i klassen fra den kommende sæson. Danmark har fået en international Formel-klasse - det skal udnyttes så de danske talenter kan få de bedst mulige vækstbetingelser! Under alle omstændigheder er vi meget klogere når de første træninger og løbet på JyllandsRingen er kørt!

Læs mere under menuen - Formel Renault

Flere baggrundsoplysninger om Formel Renault

Går du med racerdrømme - måske i Formel Renault? Så se her i Motorsporten.DKs jobbørs

Benji