Tommy Jespersen tabte andenpladsen- men vandt tredjepladsen!Rigtig mange tilskuere havde taget turen til Jyllandsringens Åbningsløb i weekenden. Ud over at følge DTC klassens sæsonstart blev man også vidne til et fantastisk tæt opgør i Formel Renault klassen. På den solrige lørdag blev tidtagningen til årets tredje DM afdeling den tætteste der er set i dansk Formel race - nogensinde. 1-2-3 lå indenfor bare tolvtusindedele sekund (12/1000 !) med Dennis Wounlund på pole-position tæt fulgt af Claus Madsen og Tommy Jespersen. Overraskelsen var at den forsvarende Danmarksmester Philip Andersen var nede som 5. hurtigst. Da Formel Renault feltet kørte frem til start, havde Team Den Blå Avis skiftet motor på Philips racer, så da startlyset skiftede fra rødt til grønt kanonstartede Philip sig straks frem som toer. Nu startede så et utroligt tæt race i top 5. Tommy Jespersen bremser sig forbi Dennis Wounlund for enden af langsiden, og dermed op som 3'er. Herefter jager både Philip Andersen og Tommy Jespersen den førende Claus Madsen. Da de får kontakt starter en hård fight mellem en forsvarende Claus Madsen og en angribende Philip Andersen. Med en flot udbremsning for enden af langsiden bringer Philip sig i front og vinder et tæt opgør med Claus Madsen, Tommy Jespersen, Dennis Wounlund og Tom Pedersen som perler på en snor. Weekendens anden tidtagning domineres i lang tid af Tommy Jespersen, inden Philip Andersen i de sidste to minutter igen trumfer en pole-position igennem ved at forbedre Tommy's tid med 1/10 sekund.
Da starten går til søndagens race er det igen Philip der kommer bedst afsted, med Tommy som 2'er. På de første par omgange får Philip et stort forspring, men så begynder det at skifte til Tommy's fordel. Midt i løbet har Tommy Jespersen indhentet Philip Andersen og ligger et par omgange lige bag Philip Andersen. Tommy siger "Så laver jeg en lille bremsefejl der koster 10 mtr. til Philips fordel. Efterfølgende indhenter jeg lidt af det tabte, inden der sker noget "surt". Da der mangler 3 ½ omgang af løbet begynder jeg at få problemer med benzinmangel. I banens hurtigste sving "dør" motoren for mig og jeg må med færre omdrejninger slingre fra side til side for at få de sidste dråber benzin frem til benzinpumpen og dermed se et syv sekunders forspring til Claus Madsen blive vekslet til en tredjeplads - HMMM" "Da det gælder 1/100 og sågar 1/1000 sekund i kampen om pole-position og sejr - ja, så beregnede mine mekanikere at jeg kunne tanke 1 ltr. mindre end i lørdagens løb. Nu ved både Jeg og mine mekanikere at det var dumt, så man kan godt sige at jeg tabte andenpladsen - men vandt tredjepladsen på øko-kørsel !"
Tommy kunne dog glæde sig over at have kørt løbets hurtigste omgangstid, som dermed udløser et ekstra DM point.
Med sportslig hilsen |