Formel Renault 2000 får varmen i Åbningsløb

DM-starten hos banesporten foregik på den teknisk krævende Ring Djursland midt i april. Sværhedsgraden blev absolut ikke mindre af, at Jyllands næse blev indhyllet i kulde og regn. Nærstudie af vejrprognoserne fortæller, at næste DM-afdeling - Åbningsløbet på Jyllands-Ringen - vil blive afviklet under lidt højere temperaturer i den kommende week-end: 11.-12. maj.

- De lave temperaturer skabte lidt dramatik i Formel Renault 2000-klassen på Ring Djursland, forklarer projektchef Ole Vejlund. - I hele Europa køres der med den samme dæk-compound, som er optimeret til de sveddryppende temperaturer sydpå. Derfor er det en lille videnskab at oparbejde den rette dæktemperatur under løbene i Danmark. Specielt da dækvarmere er forbudt inden for dansk banesport.

Nogle kørere fik sig således en hurtigtvirkende lærestreg, da formel-raceren måtte en tur ud i sikkerhedssandet på Ring Djursland.

- I 2002 er der kommet dobbelt så mange racingteams til i forhold til premiere-sæsonen, fortsætter Ole Vejlund. - Dette har naturligt også skabt et stort forventningspres på kørerne, som de skal prøve på at administrere med indersiden af hovedet. Men mon ikke teamcheferne har givet et velment råd om at hovedet koldt fremover. I forrige weekend blev et baneløb på legendariske Nürburg Ring i Tyskland således aflyst, fordi banelegemet var dækket af et tykt lag sne. Derimod var der ideelle racing-forhold på Silverstone i England, hvor 2. afdeling af EM for Formel Renault 2000 blev afviklet. Fra Danmark deltog sidste års nr. 1 og 2 i DM-serien: Philip Andersen og Tom Keller fra Team Den Blå Avis (TDBA). Sidstnævnte er egentlig luxembourger, men tog de danske formelracer-fans med storm sidste år.

- Tom Keller er sympatisk og klog kører, konstaterer Ole Vejlund. - Samtidig har han vist formidable fremskridt i EM-serien, hvor resultatet på Silverstone blev en fornem 12. plads blandt de 42 startende kørere. Mit kvalificerede gæt er, at vi snart ser midteuropæeren blandt de ti første placeringer, hvoriblandt EM-pointene uddeles. Philip Andersen er i EM-sammenhæng noget handicappet af, at han ikke har snuset til alt for mange af de europæiske motorbaner. Under disse betingelser var det flot, at danskeren sluttede som nr. 24.

- På EM-plan er Formel Renault 2000 et springbrædt videre frem i motorsporten, oplyser Ole Vejlund. - Derfor bliver der kæmpet til allersidste benzindråbe langt nede i feltet. Dette blev samtidig Philip Andersens uheld, idet han fik påkørt sit udstødningsrør, hvorved katalysatoren blev ødelagt. Herefter fik motoren svært ved at komme af med luften. Det var derfor umuligt at avancere længere op i feltet.

Philip Andersen deltager også ved Åbeningsløbet på Jyllands-Ringen, hvor kollegaerne i formel-klassen vil gøre meget for at få ram på Risskov-knægtens skalp.

- Formel Renault 2000-klassen er dog blevet meget mere jævnbyrdig i år, afslutter Ole Vejlund. - Jeg vil derfor ikke blive forundret over, hvis Philip Andersen får problemer med at genvinde sin DM-titel, når konkurrenterne får kørt lidt kilometre i hjulene på den unikke racer.

DM-stillingen i Formel Renault 2000 inden Åbningsløbet på Jyllands-Ringen.
1. Philip Andersen, Risskov, Team Den Blå Avis, 43 mp.
2. Tom Pedersen, Christiansfeld, Team Vision Racing, 23 mp.
3. Tommy Jespersen, Hinnerup, Team Castrol Århus Racing, 21 mp.
4. Dennis Wounlund, København, Team Den Blå Avis, 20 mp.
5. Claus Madsen, Herning, Team Color Racing, 19 mp.

Åge Kirketerp Jensen