Christian Markussen tester Formel Renault- på Zandvoort med AR-motorsportDen nykårede Formel Ford Danmarksmester Christian Markussen har lige været til test på Zandvoort med AR-motorsport, et af de bedste teams i Formel Renault 2.0 NEC mesterskabsserien, iøvrigt samme team som Jason Watt vandt EM-titlen i Formel Opel med i 1995. Vi sendte en mail med Christians CV - som er ret imponerende med 4 DM-titler, senest Formel Ford titlen - ned til dem i onsdags, og allerede torsdag fik vi en mail tilbage, om han kunne komme til Holland mandag for en test. Det kunne han selvfølgelig, da AR-Motorsport er et af de teams, som vinder løb, så det var meget interessant.
Mandag morgen stod Christian klar kl. 08.00 med sin hjelm på Zandvoort banen, en bane han i øvrigt aldrig har været på.
At lære at køre en formelbil med down-force er ikke så ligetil. Der skal flyttes nogle grænser oppe i hovedet, når man skal gå ind i et højhastigheds-sving på en våd bane langt stærkere, end man umiddelbart tror er muligt.
Teamet var meget tilfredse. Christian var ikke røget af banen en eneste gang, han havde forbedret sig hele vejen igennem testen på trods af de vanskelige vilkår på banen, og han havde været i stand til at gå ud og ændre sin kørestil i forhold til de anvisninger han fik, så teamchefen var meget tilfreds. Ole Markussen |