|
Witch Craft i forhandlingsfasen I takt med at flere brikker til næste års banesæson efterhånden er ved at falde på plads, står det stadig åbent hvem der skal køre for Team Witch Craft, der sluttede på tredjepladsen i Formel Renault 2000 klassen med Robert Björkman.
Næste år satser teamet også på at komme med i den europæiske serie for historiske racere med deres Lotus Elan racere.
Det er lidt af de planer som Dan Suenson berettede om.
"Vi forhandler stadig med kørere til næste sæson, så der er ikke lagt noget fast. Dog satser vi meget på at komme med i det europæiske mesterskab for historiske racere," siger han. Claus Damgaard og Peter Ager har været dominerende i sin klasse, og det har derfor sat gang i planerne om at forsøge sig udenfor de danske grænser.
Med hensyn til kørerbesætningen til Formel Renault´erne er det dog mere uvist. "Vi har tests i januar, og det er så også der vi finder frem til hvem der kører for os. Vi forhandler med nogle, men du får ingen navne," siger Dan Suenson der som bekendt må finde nye kørere til teamet efter at Tom Pedersen og Robert Björkman er skiftet til det nystartede team, Vision
Racing. Til det skifte har Suenson blot denne bemærkning: "Ingen kommentar!"
Så der sker stadig et stort arbejde i kulisserne. "En gang i januar er der større klarhed - det handler selvfølgelig også om at få det økonomiske til at hænge sammen," slutter Dan Suenson. Benji
 |