Johan Jokinen tester i Tyskland og i ItalienJohan Jokinen har travlt for tiden. Johan fortsætter sine tests med KEO Racing i Formel Renault 2.0, denne gang i Tyskland. Testen foregik den 11. og 12. oktober på den 3,7 km lange bane i Oschersleben, hvor Johan under meget fine forhold fik tilbagelagt i alt 735 km.Både teamet og Johan var meget tilfredse med testen, hvor Johan viste både stabil og hurtig kørsel. Man er nu i gang med planlægning af nye tests i løbet af de kommende uger; målet er at tilbagelægge så mange kilometer som muligt syd for Danmark før årsskiftet.
I den efterfølgende uge skulle Johan med DASU’s og Team Danmarks talentgruppe til en træningslejr i Parma i Italien. Umiddelbart før afrejsen modtog Johan en indbydelse fra Tomcat Racing i Italien til en gratis test allerede den 20. oktober. Tomcat Racing er aktuelt det mest succesfulde team i den italienske Formel Renault serie, og man tilbød nu test i en Formel Renault 1.6 til både europamesteren i ICA, Nicola Nolè og til Johan, nr. 3 i samme EM-finale.
Testen foregik på Varano banen, ca. 30 km fra Parma, og dagen begyndte med dis og våd bane. Efter at Johan havde vænnet sig til den noget mindre FR 1.6, gik det meget hurtigt. Så hurtigt, at teamchefen Carlo Dell’Orto fra Tomcat Racing fortrød, at han ikke havde sat Johan i en FR 2.0 med det samme. Banen var tør kun i den allersidste træning, og her kørte Johan med brugte slicks tider, som var under 1,5 sek. fra pole-position i Italiensk Mesterskab i FR 1.6 under ideelle forhold og nye dæk tidligere på året.
Siden testen har der været heftig kommunikation mellem Tomcat Racing og Johans bagland både med tilbud om nye tests og et sæde i FR 2.0 i teamet i den kommende sæson. Den italienske serie ligger kvalitetsmæssigt på meget højt niveau og køres bl.a. på baner som Monza, Imola, Spa Francorchamps og Barcelona. Desværre ligger prisniveauet i denne serie aktuelt uopnåeligt højt for Johan, og man fortsætter arbejdet med at kunne deltage i den nordeuropæiske serie for FR 2.0 i 2007. JJ Racing |