Kasper blandt de hurtigsteKasper Andersen blandt de hurtigste i de første test for Formel Renault 2000. I weekenden gælder det første afdeling af Det Nordeuropæiske Mesterskab.Kasper Andersen er godt kørende i år, og han glæder sig som et lille barn til at komme i gang med de første rigtige løb i Formel Renault 2000 serien. Denne weekend stiller han til start ved Det Nordeuropæiske Mesterskab på Oschersleben i Tyskland, hvor han sidste år lagde ud med en meget flot sejr i søndagens finaleheat. - Indtil videre er det min plan, kun at satse på europamesterskabet, men Oschersleben er en perfekt optakt til første afdeling af europamesterskabet på Zolder i Belgien, siger Kasper Andersen.
Samarbejdet med det nye italienske team JD Motorsport fungerer perfekt. I de tre første test har han været blandt de hurtigste i feltet. Specielt testen på formel 1 banen Nürnburg Ring gav forhåbninger om, at han går en stor sæson i møde. Her var han absolut hurtigste mand, da regnen silede ned. - Jeg føler mig virkelig godt kørende i år, og det styrker naturligvis selvtilliden, at jeg i de første test har ligget om kæmpet om de bedste omgangstider, siger KasperAndersen.
Problemer med regnvejr - Det har regnet både i Misano, Nürnburg og sidst, men ikke mindst på Zolder, derfor har vi stort set ikke kunnet afprøve bilen under tørvejr, og det kan godt give os lidt problemer i det første løb, siger team chef Roberto Cavallari, der kun har lovord for den danske formelkører. - Kasper har gjort det vældig godt under de første testkørsler, og havde vi ikke haft problemer med benzintilførslen og et knækket koblingskabel, så havde han helt sikkert også ligget helt i front i de korte intervaller, hvor regnen ikke silede ned, siger den italienske teamchef.
25 overhalinger - Det var et helt fantastisk løb. Efter at være kørt af banen på anden omgang, tog jeg chancen og skiftede til de hurtigere tørvejrsdæk og havde løbet varet en omgang længere, så var jeg endt på podiet, husker en tilfreds Kasper Andersen, der nu for alvor skal teste samarbejdet med det nye italienske team på den tyske motorsportsbane nær Magdeburg. |