Tilbageblik 2005 - Steffen Møller

2005-sæsonen er forbi, og det er tid til at kigge tilbage på et vellykket og spændende år, der har givet mig mange oplevelser i både ind- og udland

Det har været en utrolig spændende sæson, hvor udbyttet er blevet enormt. Teamet og jeg har høstet rigtig meget erfaring, som virkeligt skal bruges i 2006.

En stor TAK til alle dem, der har støttet mig gennem hele sæsonen og gjort alt nedenstående muligt. Glæder mig til at se jer alle igen i 2006.

Resultater 2005:

13 podiumsplaceringer
1 banerekord
4 løbssejre
8 andenpladser
3 pole positions

Vice-nordisk mester efter syv afdelinger


Steffen Møller på Zandvoort
(Foto: Anders Molin)

Knutstorp, (S)

Det blev en optimal start på sæsonen, da vi i foråret kørte første afdeling af det nordiske mesterskab på Ring Knutstorp i det sydsvenske. Med en andenplads i regnvejr og en sikker sejr i tørvejr, fik jeg en ønskestart på min første komplette sæson i Formel Renault 2,0. Vinterforberedelserne havde givet pote, og de dyrebare point skulle forsvares i Danmark på Jyllandsringen.

Jyllandsringen (DK)

Også på Jyllandsringen var vejret meget skiftende, og første løb blev afviklet i regnvejr. Efter to sving var jeg i front, og var virkelig opsat på at vinde et regnvejrsløb. Desværre for mig og min nærmeste forfølger Micke Ohlsson, var vi ikke opmærksomme nok på et oliespild i hesteskoen, som sendte os begge af banen. For mig betød det 0 point og en startplacering bagest i feltet til søndagens løb.
Jeg fik dog vist mit potentiale i søndagens løb, da jeg fra bageste startplacering kørte mig op som toer og kvitterede undervejs med løbets hurtigste omgang.

Falkenberg (S)

Falkenberg var en bane, jeg tidligere havde stiftet bekendtskab med i Formel 1800. Den er specielt kendt for sit hurtige højresving på bagsiden er banen. Det går op af bakke frem mod svinget, så i en formelbil er indgangen til svinget næsten blindt. Med en fart omkring de 200, er det virkeligt dér, fårene bliver skilt fra bukkene. Jeg var hurtigst i træningen op til løbet, men måtte tage til takke med andenpladsen i tidtagningen, 0.09 sekund efter etteren. Jeg lavede ikke den bedste start, men fik alligevel kørt en andenplads hjem, efter tæt race med svenske Micke Ohlsson helt frem til sidste sving.
Jeg startede treer til søndagens løb og fik mig hurtigt kæmpet op på andenpladsen efterJesper Wulff Laursen. Jeg fik lukket hullet op til ham og prøvede at kæmpe mig forbi, men døren blev lukket. Der var kontakt flere gange. Jeg sluttede til min store ærgrelse løbet på andenpladsen.

Ring Djursland (DK)

Ring Djursland kunne i August 2005 fejre 40-års jubilæum. Desværre blev løbet ikke den helt store succes for mig. Jeg var hurtig på nye dæk, og satte Pole Position med 0,2 sekund ned til toeren. Dækkene blev efterhånden slidt, og det lykkedes ikke teamet og jeg at finde et optimalt setup til den lidt specielle bane. Jeg havde ikke farten til en sejr, og det blev da også kun til en anden og en tredje plads i de to løb. Jeg var dog stadig toer i kampen om mesterskabet.

Gelleråsen Karlskoga (S)

Femte afdeling af Nordic Series var igen på svensk grund, og for mit vedkommende på en helt ny bane. Heldigvis var der i Sverige mulighed for et par træninger inden tidtagningen. Det har altid været en af mine stærke sider, at jeg kan køre mig ind på banen forholdsvis hurtigt. Dette var også tilfældet her, hvor jeg allerede efter 20 minutter på den meget krævende bane var hurtigst af alle. Optimismen var dermed stor forud for lørdagens tidskørsel.

Med tiden 1.03.10 satte jeg ny banerekord 0,3 sekund hurtigere Jesper Wulff. Dette var den hidtil største margin mellem nummer et og to i Nordic Series 2005.

Jeg var optimistisk forud for løbet og vidste, jeg havde farten til at vinde. En misforstået start-procedure henviste mig desværre til andenpladsen i første løb. Andet løb blev ikke den store sportslige fornøjelse. Det blev et løb der udløste skriftlige advarsler til løbets vinder efter hård kørsel og kamp med mig selv. Jeg sluttede toer! Et race hvor de hurtigste tider lå utrolig tæt:

Navn:
Hurtigste omgang:
Jesper Wulff Laursen 1.04,305
Steffen Møller 1.04,335
Mikael Ohlsson 1.04,336
David Björk 1.04,365

Jyllandsringen (DK) Grand Prix

Stort set alle mine sponsorer var på plads til den store motorsportsbegivenhed Grand Prix Danmark. Ingen sponsorer à ingen karriere inden for motorsport, så det betød selvfølgelig meget for mig at vise dem mit potentiale, samt at give dem en god oplevelse med deres kunder og ansatte.
Alt forløb efter planen i tidtagningen, og jeg kunne for tredje gang i træk sætte poleposition! Vejrguderne satte desværre en stopper for den helt store succes, da det umiddelbart inden første løb gav lidt regn. Teamet og jeg valgte dog alligevel at satse på tørvejrsdæk. Det skulle også vise sig at være det rigtige valg, hvis der vel og mærke havde været en enkelt omgang mere i løbet. Jesper Wulff Laursen tog sejren på regndæk, og jeg sluttede som toer. Undervejs satte jeg dog løbets klart hurtigste omgang, og havde dermed poleposition til søndagens løb.

Jeg fik en perfekt start og trak meget fra forfølgerne. Så meget, at det ikke var nødvendigt at presse bilen den sidste halvdel af løbet. Jeg kørte en sikker sejr hjem og tog dermed 37 ud af 42 mulige point den weekend!

Mantorp Park (S)

Finalen i Nordic Series skulle afgøres på Mantorp Park i Sverige. Med frontløberne fra den europæiske serie på deltagerlisten samt de hurtigste fra Benelux-mesterskaberne, var der lagt i ovnen til en gyser af en finale. Mantorp Park var også en ny bane for mig, men som på de andre baner fik jeg mig hurtigt kørt ind på den 3106 meter lange og ret krævende bane. I den afsluttende træning på førstedagen var jeg hurtigst af alle, hvilket virkeligt fik mig op på dupperne i et så hårdt felt! Teamet og jeg kæmpede en del med at finde det rigtige dæktryk, og tidtagningen blev dermed ikke helt perfekt. Jeg måtte nøjes med en femteplads.
I første løb avancerede jeg en enkelt plads, og sluttede på fjerdepladsen, hvilket var bedst placerede kører fra Nordic Series!

Andet løb blev en hård fight. Et hasarderet overhalingsforsøg fra en anden kører kostede mig adskillige pladser, men jeg fik kæmpet mig op på sjettepladsen. Undervejs satte jeg den hurtigste omgang blandt kørerne i Nordic Series.

Titlen som vice-nordisk mester var i hus!

Det var dog kun september, og både teamet og jeg mente, det var alt for tidligt at stoppe med sæsonen her. Derfor gik turen til Holland for at dyste mod kørerne fra Mantorp - nu i egen hule.

Zandvoort (NL)

Zandvoort blev virkelig en oplevelse for teamet og jeg. Banen er den mest tekniske, jeg har prøvet til dato. Man sætter sig ikke bare i bilen og er hurtigst på Zandvoort. Det kræver mange omgange på rygraden. Det måtte jeg erfare efter træningen på den ekstremt svære og meget specielle bane. En syvende plads blev det til både i tidtagningen og første løb. Alle data blev analyseret, og vi fandt hurtigt ud af, at der blev sat alt for meget tid til i et enkelt sving. Vi ændrede en del på bilen, da jeg kæmpede med en del understyring.

Jeg vidste, hvad jeg gjorde forkert indtil nu og var klar til at satse alt i race 2, da jeg ikke havde noget mesterskab at køre for.
Bilen føltes god på opvarmningsopgangen, og jeg gjorde mig klar på pre-gridden. Desværre opstod der et elektrisk problem, og jeg måtte starte "dead last!"

Jeg fik en kanonstart og fik overhalet tre indenom i første sving. Herefter gik det bare der udad, og jeg kørte mig hurtigt op gennem feltet. Jeg sluttede til min egen tilfredshed på femtepladsen, og teamet og jeg fik en masse god erfaring med hjem bagagen.

Ved samme lejlighed blev det offentliggjort, at jeg igen i 2006 ville køre for Team Aarhus Racing!

Jeg troede min sæson var forbi, men takket være teamets engineer Allan Brøchner, fik jeg chancen for at vise mit talent i Formel Toyota på den anden side af kloden, nærmere bestemt New Zealand.

Powerbuilt Raceway, Christchurch (NZ)

20 minutters træning var det, der skulle til. Så havde jeg vist de andre kørere i Toyota Racing Series, at der var en hurtig europæer, der ville kæmpe med om topplaceringerne.

Det tog mig ikke mange omgange at vende mig til både bil, bane og yderst lækre vejrforhold. Jeg satte tredje hurtigste tid i tidtagningen og vidste, jeg kunne presse bilen yderligere. Det gjorde jeg i løbet og vandt foran et af de helt store talenter med erfaring fra australsk motorsport; Daniel Gaunt. I andet løb satte jeg en fed streg under mit potentiale ved igen at vinde. Det gjorde jeg, selvom jeg var presset hele løbet igennem. Jeg holdt dog en konstant afstand til forfølgerne på ca. 0,5 sekund. Det blev desværre ikke alle gode gange tre, selvom jeg kunne have skrevet historie med tre sejre på en weekend. Jeg blev klemt i første sving, og måtte se racet fra sidelinien, men kunne tage den lange rejse hjem, med en god fornemmelse i maven. Jeg havde fået vist mit potentiale uden for Europa, og jeg håber på at kunne gøre det igen i nær fremtid!

Steffen Møller