Kun to Formel Renault løb

- i Danmark i 2006
På trods af rygter om at Formel Renault klassen igen er i fremgang, så er Danmark kun blevet tildelt to løb i den kommende sæsons 'Formula Renault 2.0 Nordic Series'.

Det er vist ingen hemmelighed at det har været småt med deltagere i Formel Renault klassen de sidste par sæsoner, noget som man begyndte at rette op på sidste sæson, hvor Renault Sverige overtog markedsføringen af klassen.

Renault Sverige fortsætter med at markedsføre klassen i samarbejde med danske Gunnar Aaskov Motorsport, der primært tager sig af reservedele og dæk til de små rappe formelnbiler.

Alexander Murdzevski der er Motorsportchef hos Renault i Sverige oplyser at 2006 mesterskabet kommer til at bestå af 8 løbsweekender, hvoraf de to af dem afvikles i Danmark.
Begge de to dansk løb bliver kørt på Jyllands-Ringen, dels ved Åbningsløbet 29. og 30. april og dels ved Grand Prix Danmark den 2. og 3. september.

De resterende seks løbsweekender forventer Murdzevski alle bliver afviklet i forbindelse med STCC løb, men hvilke er endnu ikke fastlagt.

Formel Renault klassen kunne denne sæson ikke mønstre mere en 6 til 8 biler, men i 2006 forventer Murdzevski at feltet vokser til 14 til 18 biler.
Hovedpræmien bliver ligesom i denne sæson, en test kørsel i en 'World Series by Renault' racer i Frankrig.


Hr. Nielsen