Fransk assistance til Jesper Wulff

Saulnier Racing tilbyder test
Tricoloren kommer op på væggen og brien på bordet hos Jesper Wulff. Formeltalentets nyvundne kærlighed til det franske kommer efter et fransk hold tilbød ham en test i Formula Renault 3.5. Nu går den vilde jagt efter et sæde i det populære mesterskab.

Den nordiske mester i Formula Renault 2.0 Jesper Wulff har fået smag for de franske fristelser. Kærligheden blomstrer, efter et fransk team fra Formula Renault 3.5 har tilbudt Jesper en længere test. Det tilbud tog Jesper imod, da han blev ladt i stikken af et italiensk team i sidste uge.


Jesper Wulff i Saulnier Racings Formula Renault 3.5
(Foto: Harry Laursen)

- Det franske hold er meget professionelt, siger Jesper Wulff fra Frankrig om holdet der trådte til, da et italiensk team ikke dukkede op til tiden.

Gensidig interesse

Holdet, som Jesper skulle teste for kom for sent, og derfor tilbød Saulnier Racing, at han kunne få støbt sæde og indstillet pedaler der. Det tog Jesper imod med stor interesse. Og den var gensidig.

- Franskmændene viste stor interesse i Jesper. Da han ikke fik de bedste betingelser hos det italienske Victory Engineering, var de ikke sene til at tilbyde ham en test hos dem også, siger Jespers far Harry Laursen.

Regerende mester i F1

Testen blev så vellykket, at Jespers bagland nu arbejder på at rejse penge til en hel sæson i serien, der dækkes massivt af internationale medier og som vises herhjemme på Eurosport.

- Mine samlede sektortider så godt ud. Jeg ville være i top-ti, også selvom de andre havde masser af erfaring med bilerne, siger Jesper Wulff. Nu forhandler vi om et sæde for næste sæson, fortsætter han.

Men det kræver en større pengesæk at tage mere permanent plads i en Formula Renault 3.5. Renaults motorsportsafdeling oplyser, at en fuld sæson i et top-team vil koste op mod seks millioner kroner.

Ifølge Harry Laursen bliver det svært, men ikke umuligt at skaffe pengene til en sæson i serien, hvis regerende mester Robert Kubica netop har fået kontrakt i Formel 1.

Bo Skovfoged