Steffen Møller fortsætter hos TAR

De har flirtet længe med tanken, men på Zandvoort fik de papir på hinanden. Steffen Møller kører også Formula Renault 2.0 i 2006 hos det århusianske hold.

Sidste sæson hoppede han i Formula Renault-raceren, når pengene var til det. Denne sæson blev det lige med nød og næppe til en fuld sæson i det nordiske mesterskab, hvor sølvet blev reddet hjem til Holstebro. Næste sæson skal Steffen Møller, 20 år, fortsætte i de hurtige formelbiler.

Det stod klart efter løbet på Zandvoort for snart to uger siden, hvor Steffen Møller og Team Århus Racing satte pennen til papiret med henblik på en fuld sæson 2006.


Teamchef Niels Brøchner: "Bare skriv på den stiplede linie, Steffen!"
(Foto: Anders Molin - Nimo Foto)

Endnu står det ikke klart, hvor TARs trækker skal køre hen næste sæson.

- Jeg håber at komme til at køre Eurocup, men det kræver mange penge. Der skal rejses længere og der skal bruges flere dæk på en sæson, siger Steffen Møller til Motorsporten.dk. Hele denne sæson har vi brugt omkring 17 sæt dæk. En sæson i Eurocuppen vil kræve mindst 50 sæt, fortsætter Møller, og vender sig ved tanken om de mange penge.

Mens klassekammeraterne fra gymnasiet har brugt efterårsferien på at slappe af, har Steffen Møller arbejdet hele efterårsferien væk. Hans 14-timers arbejdsdage skal finansiere næste sæson sammen med de sponsorpenge, det nu må blive til.

- Hvis ikke vi får penge til at køre Eurocup, så satser vi på det tyske mesterskab, siger Steffen Møller. Sidste prioritet for næste sæson er det nordiske mesterskab, fortsætter han.

En fjerde løsning for Steffen Møller kan også blive det mulige North European Zone-mesterskab, der er på tale til næste sæson. Rygterne vil vide, at de nederlandske, tyske og nordiske mesterskaber har sat sig til forhandlingsbordet. Måske køres de tre mesterskaber med et par løb i hvert land.

- Det lyder rigtigt spændende, kommenterer Steffen Møller. Det håber jeg bliver til noget, slutter han.

Bo Skovfoged