Nederlandene lokker Steffen Møller

For knap en måned siden stjal de nederlandske Formula Renault-kørere podiepladserne på Mantorp Park. Nu samler Steffen Møller og Team Århus Racing alle stumperne og tager til Zandvoort, NL. Og Steffens sigtekorn er indstillet på revanche.

For en måned siden var han hurtigste skandinav, da Formula Renault 2.0 Nordic Series sluttede sæsonen af på svenske Mantorp Park. Gæstekørerne fra det nederlandske mesterskab rendte dog med pokalerne.

Det vil Steffen Møller ikke have siddende på sig - de hjemlige kørere skal bankes blå og orange, når TAR og det 20-årige talent gæster Zandvoort.

- Jeg går jo efter at få pokaler med hjem, det er klart, siger Steffen Møller til Motorsporten.dk. Men de er hårde dernede og kender banen ud og ind, så det bliver svært, fortsætter han, idet han henviser til blandt andre Mantorp-vinderen Junior Strous, der til dagligt kører Eurocup Formula Renault 2.0.


Steffen Møller, her fanget til Juni-Løbet, tager løbet på Zandvoort som en udfordring
(Foto: Anders Molin)

Besøget på banen et stenkast fra Atlanterhavskysten bliver et nyt og spændende bekendtskab for Steffen Møller. Med kun to tests inden kvalifikationen er det en ekstra udfordring for Holstebro-køreren at lære den hurtige og kuperede bane. Trods det umiddelbare handikap er selvtilliden dog i top hos Møller:

- Jeg har trænet på banen i GTR-spillet, griner Steffen Møller. Det er en rigtig hurtig og kuperet bane, hvor man i nogle af kurverne kører i fjerde og femte gear, fortsætter han.

Udsigten til at kaste sig over nye udfordringer skræmmer ikke vicemesteren i Nordic Series:

- Den ser spændende ud, der er flere steder, hvor det virkelig gælder om at holde på, ler han.

Vestjyden og hans århusianske team er blevet inviteret til løbet af de nederlandske arrangører. Aftalen kom i stand allerede på Mantorp-banen i september.

- En af de hollandske teamchefer kom og spurgte, om ikke vi havde lyst til at komme derned og køre, forklarer Steffen Møller til Motorsporten.dk. Vi havde faktisk planer om at køre race i Shanghai, men da vi ikke kunne finde en bil i tide, passede det her os glimrende, fortsætter han.

Arrangørerne viser storsind ved at betale tilmeldingsgebyrer og dæk for deres danske gæster. Team Århus Racing skal til løbet også huse to svenske kørere, blandt andet David Björk, der sluttede som nummer fire i Formula Renault 2.0 Nordic Series.

Bo Skovfoged