Flot tredjeplads

- til Kasper Andersen i Tyskland
Den danske formelkører var igen med helt fremme, da næstsidste afdeling det tyske mesterskab for Formel Renault i dag blev afviklet på Oschersleben ved Magdeburg.

- Det var utroligt dejligt igen at være på podiet efter de mange skuffelser, jeg har haft, siden jeg vandt på denne bane i juni, siger en glad Kasper Andersen fra Oscherleben, med tanke på de mange materielle skader, der løb efter løb har gjort det umuligt for det danske motorsportstalent at vise sin klasse.


(Foto: KA Racing)

Og historien var lige ved at gentage sig i dag. Kasper avancerede ret hurtigt fra en startplacering som nummer fire til nummer tre, men en kraftig understyring af bilen gjorde det umuligt for Kasper at følge de to forankørende.

- Først efter fem omgange begyndte bilen og styre normalt, og på det tidspunkt havde jeg desværre allerede tabt fem sekunder til de forreste, siger Kasper Andersen, der med en velkørende bil ingen problemer havde med at holde tredjepladsen. Han sluttede endda med at køre dagens næsthurtigste omgang på Oschersleben.


En flot tredjeplads til Kasper Andersen, yderst til højre, ved næstsidste afdeling af det tyske mesterskab for Formel Renault. Løbet blev vundet af portugiseren Filipe Albuqerque med russeren Dima Raiklin på andenpladsen.
(Foto: KA Racing)

I morgen afvikles sidste afdeling af det tyske mesterskab for Formel Renault på Oschersleben. Her har motorsportstalentet fra Silkeborg gode muligheder for at forbedre den flotte tredjeplads, idet han ved dagens tidtagningen kørte på den næsthurtigste tid, kun overgået af portugiseren Filipe Albuqerque.

KA Racing