Flot tredjeplads til Kasper Andersen

- i Tyskland
Kasper Andersen igen på vinderkurs efter en flot tredjeplads i femte afdeling af det tyske mesterskab for Formel Renault på Nürnburg Ring.

Det var en meget tilfreds Kasper Andersen, der efter søndagens finaleheat kunne indtage podiet på Nürnburg Ring med en fornem tredjeplads i femte afdeling af det tyske mesterskab. Dermed ligger formelkøreren fra Silkeborg på en samlet 6 plads med gode chancer for at avancere yderligere.


(Foto: KA Racing)

Men det var ikke kun det gode resultat Kasper Andersen glædede sig over i Tyskland - endelig oplevede han en weekend uden større uheld.

- Det er ingen hemmelighed, at de mange uheld med ødelagte motorer, punkteringer og sammenstød efterhånden var ved at gå mig på - derfor er jeg meget glad for resultatet her på Nürnburg Ring, siger Kasper Andersen.

- Kasper kørte et virkeligt flot løb, hvor han fra en startplacering som nummer syv kørte sig op på en tredjeplads, siger en meget tilfreds teammanager Wito van Kuijeren fra Team SL Formula Racing, der ikke tvivler på at den danske formelkører nu igen er på vinderkurs.

Tilbage på vinderbanen
De mange løb uden point betyder, at det bliver mere end svært for Kasper at vinde europamesterskabet eller det tyske mesterskab for Formel Renault, derfor handler det nu om at slutte sæsonen af med nogle gode resultater. Allerede næste weekend går det løs på Oschersleben i Tyskland, med heat i både europamesterskabet og det tyske mesterskab. Det var netop på Oschersleben, at Kasper Andersen indledte sæsonen med en flot sejr i det tyske mesterskab.


Kasper Andersen fik med en flot tredjeplads i søndagens finalehest for Formel Renault rettet op på en sæson, hvor uheld på uheld har gjort det mere end vanskeligt at vise talentet. Vinder på Nürnburg Ring blev Renge Van der Zande forand Brunis, begge Holland og Kasper Andersen på tredje pladsen.
(Foto: KA Racing)

- Jeg glæder mig meget til at køre på Oschersleben igen. Tidligere havde jeg svært ved at finde den optimale linje på den tyske bane, men i dag ligger den virkelig godt til mig - og så bliver det første gang, at jeg skal starte i fire løb på en weekend, siger en optimistisk Kasper Andersen.

KA Racing