Konkurrencen skærpes til DM-slutspurten

Næste opgave i mesterskabsserien for Formel Renault 2000 afvikles i August-løbet på Ring Djursland.
Arrangementet bliver meget afgørende for, hvorvidt den DM-førende Risskov-knægt: Philip Andersen fra Team Den Blå Avis skal få det afgørende forspring i mesterskabet.

"Jeg kommer til at arbejde for marginalerne på Ring Djursland" - forklarer Philip Andersen - "Den forrige DM-afdeling blev også afviklet på denne motorbane, og her var konkurrenterne rimelig tæt på med nogle hurtige omgangstider. Dette har virket lidt som en rød klud for de konkurrerende racerteams, der har benyttet sommer-pausen til flere test-sessioner på de svenske motorbaner."

Formel Renault 2000 er den hurtigste - såkaldte - single seater i dansk motorsport. På Ring Djursland opnår racerbilen en gennemsnitshastighed på 128 km/t, hvilket er omkring 15 km/t hurtigere end Danmarks fornemste racerklasse med standardbiler: DTC. En af konkurrenterne i klassen er københavner-ratkusken: Dennis Wounlund fra Copytec Racing:
"Det er en rigtig fed fornemmelse at køre motorløb næsten i muldvarpe-højde. Man får absolut en helt anden fornemmelse af farten og racet, når man bogstaveligt talt har spændt former-raceren på ryggen. Vi sidder dog fornemt beskyttet i en helstøbt kulfiber-kasse, og vi kører med en 4-punkt sikkerhedssele og naturligvis - styrthjelm. Jeg har tidligere kun kørt go kart, hvorfor det er noget af en omvæltning køre denne raket med vinger. Jeg synes imidlertid, at overgangen er gået fornuftigt, og jeg kan meget godt lide at køre på Ring Djursland. Forrige gang blev det således til en tredjeplads på motorbanen ved Tirstrup Lufthavn."

Copytec Racing har også testet en del i Sveriges sommervarme, hvorfor racerteamet er klar til et massivt angreb på TOP TRE i DM. Teamkammerat: Jesper Lambertsen fra Esbjerg supplerer:
"Motorsport er en kombination af hurtighed og en pæn portion held. Vi har ikke helt været tilsmilet af heldet, da vi blev ramt af en sivepunktering og en defekt køler ved forrige DM-afdeling. Dog har jeg foreløbig scoret 2 tredjepladser, og er kun 24 matchpoint fra DM-bronzen."

Team Den Blå Avis viser vejen frem for Formel Renault 2000-klassen, idet både Philip Andersen samt team-kammeraten: Tom Keller fra Luxembourg skal testes på de udenlandske baner i efteråret. Philip Andersen afslutter:
"Den foreløbige plan er deltagelse i 2 EM-løb samt at besøge den tyske mesterskabsserie, der har været i luften en sæson mere end i Danmark. Det bliver spændende at prøve kræfter med nye konkurrenter samt at få konstateret, hvordan race craft'en ligger i forhold til det internationale niveau."


Tom Keller fra Luxembourg har været et forfriskende pust i den danske Formel Renault 2000-serie, og er her gået foran Jesper Lambertsen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Midtvejsstillingen i DM 2001 for Formel Renault 2000:
Plac.KørerTeamPoint
1Philip AndersenTeam Den Blå Avis150
2Robert BjörkmanTeam Witch Craft94
3Tom KellerTeam Den Blå Avis84
4Allan BrøchnerTeam Castrol Århus Racing62
5Jesper LambertsenCopytec Racing60
6Dennis WounlundCopytec Racing47

Åge Kirketerp Jensen