TAR kører til Tyskland

Jesper Wulff Laursen deltager i Formel Renault Cup i Tyskland
Team Aarhus Racings vicemester i Skandinavian Formel Renault Cup og dobbelte vinder af Grand Prix Danmark, 20-årige Jesper Wulff Laursen, kommer op mod skrapt selskab i den kommende sæson. Han deltager i det tyske mesterskab i Formel Renault 2000 - den såkaldte Formel Renault Cup.

Jesper Wulff Laursen: "Jeg vil videre i min motorsportskarrierre og deltager derfor i den tyske Formel Renault Cup i denne sæson. Det er selvfølgelig en personlig og økonomisk satsning, som jeg, min familie og teamet håber bærer frugt. I den tyske Formel Renault Cup kommer jeg op mod et virkelig skrapt selskab og jeg er sikker på, at jeg bliver presset til grænsen i alle løb" fortalte han til Team Aarhus Racings hjemmeside.


Jesper Wulff Laursen.
(Foto: TAR)

Formel Renault Cup afvikles over 7 eller 8 løb på kendte racerbaner, som Hockenheim, Nürburgring og ikke mindst A1-Ring. Samtlige løb har deltagelse af omkring 20 - 23 Formel Renault racere. De fleste af de deltagende teams er mere eller mindre helprofessionelle med fastansatte mekanikere og budgetter i millionklassen.

Jesper Wulff Laursen: "Det koster mange penge at deltage i det tyske mesterskab og vi deltager i det omfang vi finder økonomien til det. Vi arbejder stadig hårdt med at finde sponsorer og søger nu efter sponsorer, som eventuelt har øje på det tyske marked".


Team Aarhus Racing
www.tar.dk