Stortalent til Team Aarhus RacingEet af Danmarks største motorsportstalenter, 18-årige Steffen Møller fra Holstebro, har indgået en foreløbig 2 årig aftale med Team Aarhus Racing i Formel Renault 2000.
Steffen Møller er senest ved Motorsportens Gallafest den 4/11 kåret som årets banesportstalent - den største hæder et nyt talent kan vinde - og desuden blev han vinder af Tom Kristensen Trophy, som årets "rookie" .
Steffen Møller: "Endelig har vi skrevet kontrakt med det bedste FR 2000 team - YES" fortalte Steffen glad. "Team Aarhus Racing bliver teamet, som dominerer næste år - de andre kan lige så godt se det i øjnene!" sluttede det smilende stortalent.
 Steffen Møller efter sejren i Formel 1800 løbet på Ring Knutstorp i juli 2003. (Foto: Motorsporten.dk)
Allan Brøchner, teamchef: "Jeg er ovenud lykkelig for, at Steffen har valgt at køre for os næste år. Vi har gennem de sidste par år opbygget et fasttømret og homogent team, hvor vores andet unge talent Jesper Wulff Laursen i år sluttede som nr. 2 i Scandinavian Formula Renault Cup samt vandt Grand Prix Danmark, mens vores rutinerede tidligere Danmarksmester Tommy Jespersen kørte en flot 5.plads hjem i klassementet. Vi har nu to unge løver og forhåbentlig kan vi tilføre dem rutinen fra Tommy Jespersen næste år igen".
"Vi har hele året holdt øje med Steffen Møllers bedrifter i Formel 1800 og vi kender ham også fra gokart sporten, så vi glæder os til næste sæson, hvor vi er overbevist om, at han vil gøre sig gældende fra første løb....vores team er helt klart forstærket" sluttede teamchefen. |